Strygepuds på vægge

Mens vi har været på Samsø, har håndværkerne været i gang indendørs. Der er blevet spartlet og væggene har fået et fint lag strygepuds. Alle vægge er nu hvide, hvilket betyder utrolig meget ift. fornemmelsen af rumstørrelse og lys. Det ser rigtig fint ud! Vores troldtektloftern er blevet leveret. De skal ligge lidt og tilpasse sig rummenes temperatur og fugtighed, inden de bliver monteret – det gør man for at reducere loftpladernes mulighed for at “arbejde” efter montering.

Tagsten, klinker og hylder i bad

I dag er der blevet lagt tagsten, så nu er huset stort set færdigt udvendigt. Vi har været meget spændte på, hvordan samspillet mellem farverne på mursten, fuger, sålbænke, tag og tagrender ville blive – heldigvis synes vi de fungerer helt perfekt sammen.

Alle klinker er nu lagt og mangler bare at blive fuget. Det ser også rigtig godt ud – de lyse klinker giver en masse lys i rummene og ser relativ pæne ud til trods for, at der er meget beskidt i huset. Så vi har fået bekræftet, at de er praktiske :) FBA’s klinkemand ringede i dag til os, da han ville være sikker på, at vi nu også ville have flisehylder i brusenischerne. Vi har faktisk ikke skænket hylderne en tanke siden vi traf beslutningen, men tog et smut til Klarup for at komme beslutningen nærmere. Der var lavet en “prøvehylde”, så vi kunne få et indtryk af, hvordan det vil se ud. Vi var begge enige om, at hylden var en smule “kluntet” og ikke passer ind i stilen på badeværelset. Vi blev i stedet foreslået hylder fra Unidrain, som passer til vores afløb. Det skal vi lige have kigget nærmere på.

En af de nærmeste dage bliver der lavet fugttest i huset, som afgør om malerne kan gå i gang. Heldigvis har det været rigtig godt og tørt vejr på det sidste, så vi tvivler på, at der bliver behov for ret meget udtørring.

Døre og vinduer er monteret – så nu kan det bare regne :)

Så er blev vi låst ude af vores hus. Der er nemlig blevet monteret vinduer og døre :) Heldigvis får vi en nøgle af FBA, så vi kan følge med i alt det, der kommer til at ske indendørs.

Rejsegilde på en smuk sommerdag

Vi har i dag holdt rejsegilde for FBA, venner og famile. Det har været en rigtig dejlig dag, som traditionen tro blev markeret med kranse på taget (hele to blev det til: vores byggeleder Henrik kom med den ene, Lises mor har lavet den store), øl, pølser og andet godt til ganen. Så ingen “død murer” til os :)

Murværket har rigtig taget form i denne uge – nu mangler næsten kun gavlene. Vi har snakket med Henrik og murerne om skyggerne på muren ved garagen. Udfordringen ligger  i murstenene, som er meget hårdt brændt og derfor ikke helt lige. Dette gør sammen med stenenes rustikke udtryk, at overfladen på muren ikke kan blive helt snorlige, men vil få et lidt rustikt udtryk, som fremhæves mere eller mindre afhængig af, hvordan solen falder. Vi glæder os til at se det færdige resultat/ murværket i en helhed.

Allerede på lørdag, vil klinkemanden begynde at lægge klinker indenfor. Vinduerne + tagrenderne monteres i næste uge.

Roger over and out. Vi vender snart tilbage.

 

Mange flere mursten

Så er der kommet mange flere mursten op og det begyndet virkelig at ligne noget. Vi er stadig super glade for vores valg af mursten og mørk fuge.

Lidt mere mur (dag 4)

Så kom der lidt mere mur samt lidt forberedelse til den næste etape. Vi skal dog lige have en snak med FBA angående kvaliteten af muren i garage-facaden.

Mere ydermur… Det bliver rigtig godt!

Opmuring af ydermur dag 2. Det går hurtigt fremad og bliver rigtig flot! I dag er vinduer og døre også blevet leveret.

Mur på vej!

I dag er murerne begyndt at mure ydermurene. Vi har glædet os helt vildt til at se, hvordan vores stenvalg fungerer i praksis. Og jeg kan kun sige én ting – vi er IKKE skuffede. Det ser super fedt ud og vi er meget glade for, at vi valgte fugen i antrazit.